Horsemosens Charlie Brown

New Forest hingst, født 1983 e. Exmoorstaldens Pascal Paoli/ Mudeford Midnight, indkøbt og avlsgodkendt 1987.

Vi forberedte hingsten til materialprøve og endelig kåring 1989, hvor han blev Bedste Hingst, samt fremstillede ham til kåring i Sverige, hvortil han eksporteredes.

Hingsten er dog senere atter solgt hjem til Danmark og har været aktiv i Jylland.

Udnævnt til Elitehingst i 1995.

Charlie fik ved hegnsskade overskåret strækkesenen på et bagben, inden vi nåede at få ham hjem efter købet. Han viste ægte ponyfightervilje og kom sig af skaden næsten uden mén, vænnede sig til at føre benet på den ny måde og gennemførte materialprøve m.m. uden problemer. Hans føl var fulde af ponypræg og kvalitet.


New Forest eksteriørdommer og avler Martin Bloch udtalte i 1995 i forbindelse med undnævnelse af foreningens første elitehingste:

Den yngste af de nyudnævnte elite-hingste. Men i mit sind er der ingen tvivl.

Horsemosens Charlie Brown er en hingst af sublim og forbilledlig New Forest-type med gode bevægelser.

Af udseende er han mere et billede af morfar end far og farfar. Interiøret er nok stærkere og mere konkurrence-potentielt end hos blide Midnight, men tiderne ændrer sig jo, og kan disse moderne kræfter kanaliseres til toppræstationer i konkurrence, står vi her med en af "de største" hingste i dansk New Forest-avls historie. Jeg forventer dog ikke, at han vil give ekstra mankemarkering eller størrelse.

Hans far: Exmoorstaldens Pascal Paoli, begge bedsteforældre: Beacon Pericles og Mudeford Midnight, og den ene oldefar: Stafford Hat Band er alle udnævnt til elite-hingste også ved denne lejlighed. Det er elite-hingste i 4 generationer. Det siger noget om den New Forest-mæssige eksteriør-sikkerhed, der findes i denne hingst. Hingstens moder er bedårende Bardot, der udover at være kåret i 1. klasse, fløj og æresrosette, blev afkoms-præmieret med 1. kl. 1. gr. og 23 point i 1980. Det glæder mig, at Midnight har denne dattersøn i avlen, når han nu ikke har en søn.

Charlie Brown er født på Stutteri Horsemosen, og via Helene Skov kom han til Stutteri Firfod, og efter 3 avlsår i Sverige er beskelerboksen nu himmerlandsk, hos Bach, i Nørager.

Efter endelig kåring for 6 år siden i 1989, skrev jeg følgende ord om Horsemosens Charlie Brown i New Forest-Rapporten: "Han er en drømmehingst af fremragende type og med særdeles fremgribende og taktfaste bevægelser".

De ord har jeg ikke fortrudt.